Passionen for Ragdolls
I januar 2010 mistede vi vores huskat Caramel og vi gik straks på jagt efter en legekammerat til hans bror Chili, som ikke skulle være alene. Vi ledte efter en katterace, der ud over at være livlig og legesyg som underholdning for Chili også både var social og kælen, fordi vi og vores børn også gerne ville have en rigtig kælekat.
Jesper, der havde erfaring med flere katteracer, ville gerne have en Ragdoll, fordi han havde hørt, at netop denne race til fulde ville leve op til alle vores forhåbninger til en nyt medlem af familien.
Vores første ragdoll kat
Efter noget søgen på nettet fandt vi det lille katteri DK Hollsedoll på fyn, som havde killinger. Vi fik lov at besøge dem og deres to nye kuld killinger og var straks fuldstændig solgt. Vi skulle vælge én af killingerne, selv om det var svært. Vi ville gerne have en lille hankat, så derfor faldt valget på Alberto. Med DK Hollsedolls hjælp kom vi i gang med at udstille, og der gik ikke længe, før beslutningen om, at vi skulle have flere Ragdoll katte, tog form. I løbet at sommeren 2010 har vi fået vores stamnavn DK Rags of Silk, og vores dejlige avlspige Ippa er flyttet ind. Næste skridt er at få dannet gode rammer for at have en fertil hankat boende.


